Essay Om Virkelighed Eller Reality Check

Zoe Leonard: Red & White Restaurant, udsnit. Foto: SMK Foto

Den syrede kæmpeudstilling Reality Check imponerer på Statens Museum for Kunst.

Temaet bag om alt
Foto, video og skulptur er medierne i Statens Museum for Kunsts store udstilling Reality Check, der i stor stil viser, hvordan samtidskunsten forholder sig til ”virkeligheden” – det mest konkrete og dog flygtige af alle fænomener. Området har beskæftiget kunstnere og filosoffer siden Platons tid og må siges at være et rummeligt tema for en udstilling.

Bag om alt findes virkeligheden statisk og mystisk, hvor meget der end manipuleres. Den opfattes med sanserne, man bevæger sig i den i en kompleks interaktion mellem sansning og afkodning. Og det er netop imellem det sansende og det afkodende apparat, at der kan opstå de ”revner”, der kan få virkeligheden til at forekomme usikker og variabel.

Eksemplarisk afsked med den onde stedmoder
Disse koncepter bredes imponerende og spiseligt ud i et show så omfattende, at det nærmest flyder over og udstillingens helhed mistes. Mindre kunne have gjort det, men man mærker at dette fyrværkeri er hårdt tiltrængt efter magre år med den onde stedmoder Allis Helleland. Men det er i overkanten, når enkelte kunstneres bidrag er omfattende nok til at være en udstilling i sig selv – som Joachim Koester og Matthew Buckinghams enorme Sandra of the Tuliphouse or How to Live in a Free State, der engang fyldte X-rummet.

Ann Kristin Lislegaards video er et lærebogseksempel på temaets dynamik. Kunstneren filmer blævrende ark af mylar (en spejlfolie) – der genspejler verden i kunstnerens atelier som et meget syret sted – bevægeligt, flydende og med nogle kedelige assistenter, der sendes ind for måske at forsvinde i foliens trylleri. Flot sat op, perfekt favnet af temaet. Det er næsten for pænt.

Fra stringens til ressourcespild
Generelt er udstillingen stringent og givende. Det ene gedigne værk afløser det andet, endda med et ret let touch i installationen. Super intens er Aneta Grzeszykowskas fotoalbum, hvor hun til uhyggelig perfektion har slettet sig selv af hvert eneste familiebillede. Et sært selvdestruktivt værk, som viser hvor meget repræsentationen hænger sammen med virkeligheden.

Mere bombastisk er Chris Burdens svævende damptromle, der pryder pladsen foran museet. Man kan se damptromlen blive sendt højt op at flyve tre gange om dagen. Det er dyrt og vel et imponerende suspension of disbelief – men fjollet. Man mistænker, at en faldende kunstnerisk kraft næres af perverst ressourcekrævende værker.

Sin helt egen virkelighed
Rodney Grahams The Photokinetoscope er en installation, som fungerer optimalt. Fra en pladespiller udenfor rummet afspilles et intenst, psykedelisk soundtrack til en stumfilm om kunstneren, der cykler en tur i en smuk park på en sommerdag – med det lille ekstra at han undervejs indtager LSD og dermed henviser til historien om kemikeren Hoffman, der ved et tilfælde opfandt stoffet og cyklede beruset gennem parken.

Det fotografiske arbejde er perfekt, og ”indflydelsen” fra den psykedeliske musik forstærker den psykedelisk-romantiske undertone. Man falder bare i svime over den simple performance med en flot skinnende cykel, en termokande, og et spillekort og en klemme i baghjulet (wroum!). Det flyder over af skæv poesi og danner en verden i sig selv – sin helt egen virkelighed.

Hvis og hvis… Den ægte vare, tak!
Nogle af værkerne glider ikke på plads i udstillingens tematik. Det værste er bobleren Danh Vo, hvis forsøg på at vise en fortid og identitet som ikke er hans egen, virker distancerende og pseudo: ”hvis og hvis….”. Så er der mere kød på Henrik Olesens gennemresearchede dokumentation af forfølgelse af bøsser igennem tiderne – that´s "real", som også Metinides’ doku-fotos af død er det.

Uden kød er Zoe Leonards brugte pigedukker på række, der nok skulle have været creepy, men blot bliver en gang andenrangs pathetic art. Hvorfor ikke Mike Kelley (kongen af uhyggelig psykologisk kunst med snaskede dukker)? Gamle dukker er Steven King-agtigt klamme, men det er gentagelsen ikke.

En "rigtig"udstilling
Man skal se Reality Check. Der er store oplevelser imellem, og det er godt gået af kurator Marianne Torp og Statens Museum for Kunst, at man har lavet en platform, som så forskellige værker kan balancere sikkert på – og en professionalisme i stil og udtryk holder interessen fangen hele vejen. Tilfredsstillende at opleve en "rigtig" udstilling.

Udstillingen er støttet af Kunstrådets Internationale Billedkunstudvalg.

К нему приближалась девушка, с которой он столкнулся в туалетной комнате. Она помахала ему рукой. - Подождите, мистер. Ну что еще? - застонал .

Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *